En ret slem slags allergi

Jeg har et mål.

Lige nu og her.

Klokken er 9, det er mørkt, og alle er af en eller anden grund på deres afdelinger. Altså lige bortset fra mig.

Min plan er at sætte et billede af min kontaktlærer Katrine på som baggrundsskærm på alle skolens computere - iført diadem og et ret fedt ansigtsudtryk. Med munden fuld af skumfiduser. Mens hun danser.

Det er sådan set bare for at have noget at lave, og så for at spice de OSO-opgaver vi laver i denne uge lidt op. Genialt, ikke?

Men nu sidder jeg jo her, midt i min geniale plan - og så laver jeg jo faktisk noget andet.

Og så slår det mig;

For hvad gør man, hvis man (som mig) har en voldsom allergi over for forpligtelser, og er lidt af en mester i åndssvage overspringshandlinger?

Ja, så gør man rigtig mange ting. Navnligt når man ikke burde.

Men hvad sker der så, når en forpligtelses-allergiker finder noget som er nice at lave - men som samtidig føles lidt som... En forpligtelse?

I mit eget tilfælde ville jeg nok have svært ved det.

Min allergi ville få mig til at slå ud. Ret slemt.

Selv hvis forpligtelsen var en efterskoleblog.

Så hvad kan man gøre ved det?

Det slog mig, at det jeg gør er at snyde mig selv. Som her til aften.

Jeg satte min kontaktlærer op som baggrundsskærm på et par af skolens computere - og hvad skete der så, da jeg først satte mig et mål om at det skulle være på alle computerne?

Det blev til en forpligtelse! Ad!

Det kan man jo virkelig ikke have.

Så jeg overspringshandlede. Igen.

Og bloggede!