Mit første, sidste og eneste billede på bloggen.

Indrømmet: jeg er mere til ord, end jeg er til billeder. Jeg er ikke særligt fotogen eller god til at tage dem - og jeg kan heller ikke finde ud af photoshop, så jeg kan ikke en gang lade som.

Men i anledning af foråret, kan i se dette: Frede og mig ude ved fodboldbanen - ikke helt så koldt som det måske ser ud... Men hyggeligt. Rigtig hyggeligt

- Tak til Tascha Rasmussen for at tage det. Nu er det forår!

Tja. Så blev det endnu et kort indlæg. Det næste skal nok blive bedre, det lover jeg!

Måske var den lidt grov

Vores viceforstander Bo: "Og så har vi fået ny udenrigsminister. Hvem er det?"

Jakob (elev): "Det ved jeg! Det er vores alle sammens Lene Espersen!"

Bo: "Og hvad er det hun også er i det konservative folkeparti?"

Jakob: "Racist"

I just thought you ought to know

Nå ja, der er noget jeg ikke har fået fortalt...

Jeg har klippet håret af!

Schwup, sagde det.

...Og så var alt hvad der var tilbage på Ronjas hoved lidt pjuskehår i siderne, og en ret bred hanekams-agtig dims midt på hovedet. Når jeg altså vil have det til at sidde sådan.

Og nå ja, så er det også halvlangt i nakken, med et underligt forsøg på nogle dreadlocks.

Voila!

Pressemeddelelse angående den 1/3 2010

Jeg vil, på vegne af mig selv den 1/3 2010, sige undskyld.

Jeg håber lidt, at ingen nåede at læse det blogindlæg jeg skrev - mage til dårligt formuleret, klichéfyldt rod skal man lede længe efter.

Man kan sammenligne sådan en blog her med en klumme. Lidt om lidt af hvert.

Forskellen på en klumme og en blog er bare, at klummeskribenter har en redaktør.

Én der ser nøgternt på det, og kan finde ud af at sige "Duer ikke - væk!".

Det kunne jeg ikke i mandags.

Og det må i undskylde.

Jeg har luget ud i det, og har skåret rundt regnet halvdelen fra. Nu håber jeg så, at det ikke er helt galt. Det er faktisk blevet en hel del bedre, synes jeg selv!

Men hvis det er, kan jeg jo bare komme med endnu en undskyldning :)

En ret slem slags allergi

Jeg har et mål.

Lige nu og her.

Klokken er 9, det er mørkt, og alle er af en eller anden grund på deres afdelinger. Altså lige bortset fra mig.

Min plan er at sætte et billede af min kontaktlærer Katrine på som baggrundsskærm på alle skolens computere - iført diadem og et ret fedt ansigtsudtryk. Med munden fuld af skumfiduser. Mens hun danser.

Det er sådan set bare for at have noget at lave, og så for at spice de OSO-opgaver vi laver i denne uge lidt op. Genialt, ikke?

Men nu sidder jeg jo her, midt i min geniale plan - og så laver jeg jo faktisk noget andet.

Og så slår det mig;

For hvad gør man, hvis man (som mig) har en voldsom allergi over for forpligtelser, og er lidt af en mester i åndssvage overspringshandlinger?

Ja, så gør man rigtig mange ting. Navnligt når man ikke burde.

Men hvad sker der så, når en forpligtelses-allergiker finder noget som er nice at lave - men som samtidig føles lidt som... En forpligtelse?

I mit eget tilfælde ville jeg nok have svært ved det.

Min allergi ville få mig til at slå ud. Ret slemt.

Selv hvis forpligtelsen var en efterskoleblog.

Så hvad kan man gøre ved det?

Det slog mig, at det jeg gør er at snyde mig selv. Som her til aften.

Jeg satte min kontaktlærer op som baggrundsskærm på et par af skolens computere - og hvad skete der så, da jeg først satte mig et mål om at det skulle være på alle computerne?

Det blev til en forpligtelse! Ad!

Det kan man jo virkelig ikke have.

Så jeg overspringshandlede. Igen.

Og bloggede!